Fællesskabet i Auning
Interview med Rasmus Reimers Nørgaard.
Hvad var det, der gjorde at du valgte at rykke til Norddjurs?
Det gjorde vi af flere grunde:
- Vi er begge fra Auning og vores forældre bor/er fra Auning eller i Norddjurs
- Vi stod et sted i livet, hvor børn begyndte at banke på, og derfor var det også vigtigt for os at have bedsteforældre/forældre omkring os, da vi selv har gode minder fra vores barndom
- Vi har selv været aktive i de lokale idrætsforeninger, og dermed opnået en masse venskaber og relationer, nogle minder som vi gerne vil give videre til vores børn og relationer som vi gerne ville tilbage og dyrke.
- Min far tilbød mig at komme hjem til virksomheden, for at gennemgå et generationsskifte på trods af at jeg allerede var godt i gang med karrieren i Aalborg
- Men alt i alt var det en følelse af at komme tilbage til rolige, naturlige og mindeværdige omgivelser
Hvad er det ved hverdagen her, du ikke vil bytte væk?
Det lokale sammenhold, men ligeledes sammenholdet på tværs at de nærliggende byer og foreninger.
”Vi stod et sted i livet, hvor børn begyndte at banke på, og derfor var det også vigtigt for os at have bedsteforældre/forældre omkring os, da vi selv har gode minder fra vores barndom “.
Hvilket fællesskab har betydet mest for dig — og hvorfor?
I mine ungdomsdage har det helt sikkert været fællesskabet i idrætsforeningen og fodboldklubberne som jeg har spillet i, da det har givet mig rigtig mange venner og bekendte, som altid er at finde i bybilledet.
Hvordan har livet ændret sig for dig, siden du flyttede til Norddjurs?
Jeg kan huske at i den første tid sagde jeg tit, at nu skulle vi huske og få handlet inden kl. 20, for derefter var alt lukket, og vi har været vant til Aalborg hvor der altid findes en butik eller et take-away sted som var åben Men det er herligt at der findes tidspunkter, hvor det eneste man kan er at nyde roen og familien.
Hvad gør dig mest stolt over at bo i Norddjurs?
Nu er jeg selv virksomhedsejer og utrolig afhængig af lokalarbejdskraft, så det at der findes så enormt mange dygtige håndværkere, det er flot, og det gør mig stolt over Norddjurs, når vi formår at holde på både medarbejdere såvel som virksomheder.
Læs mere om Auning her.