Fra Risskov til Grenaa Strand

Ønsket om et sommerhus, der kunne samle familien, blev en øjenåbner for de forandringer udbygningen af det nordlige Aarhus har bragt med sig.

“Det har slået mig, hvor rart det er at være her, og det står som en kontrast til den udvikling, vi har oplevet i Risskov, hvor byen er rykket tættere og tættere på, og der er opført masser af nye lejligheder.”

Det var ikke helt tilfældigt, da parret Anna Marie Nitschke og Søren Jungersen valgte at købe en sommerhusgrund ved stranden i Grenaa, for Anna Marie er vokset op i området. Inden købet kunne det for Sørens skyld ligge næsten hvor som helst, bare det var kystnært, for han er inkarneret sejler og er flasket op med Risskov Strand som kulisse.

I dag har han genfundet de kvaliteter ved sommerhuset og stranden, som han tidligere havde lige ved parrets helårsbolig i Risskov.

Udsigt fra hus

Byen er rykket tættere på

“Jeg er i gang med selv at bygge sommerhuset,” fortæller Søren, der af den grund ofte har kørt de tre kvarter fra Aarhus til stranden ved Grenaa i foråret.

“Det har slået mig, hvor rart det er at være her, og det står som en kontrast til den udvikling, vi har oplevet i Risskov, hvor byen er rykket tættere og tættere på, og der er opført masser af nye lejligheder.”

I hans optik kan området ikke bære så mange mennesker, der i dag er blevet presset sammen i den tidligere forstad.

“Jeg har boet i Risskov hele mit liv, og som barn oplevede jeg, at det stort set kun var de, der boede på vores vej, der kom på stranden. Det var »vores« strand. Det har naturligvis ændret sig, men de seneste års byudvikling har ødelagt det miljø.”

Hvis han efterrationaliserer, er Søren sikker på, at han for ti år siden helt havde afvist idéen om et sommerhus.

“Jeg ville have sagt: Hvad skal jeg med det? I dag kan jeg mærke, at det har meget stor værdi for mig, blandt andet fordi her ikke er så mange mennesker. Jeg har først opdaget det, efter vi købte stedet, men fornemmelsen kan jeg tydeligt genkende.”

Base for familieaktiviteter

“Vi cykler en del i området, gennem heden og plantagen op til byen. Naturen betyder meget for mig, og vi har nogle forrygende solopgange lige uden for vinduerne.”

Parrets grundidé med det nye sommerhus er, at det skal blive samlingspunkt for den store familie, der tæller fire døtre og børnebørn.

“Den østvendte kyst er lidt tam for en sømand som mig, men til gengæld er det fedt, at den er så børnevenlig,” konkluderer Søren, der forventer, at parret i fremtiden vil bruge huset lige så meget som sejlbåden.

“Jeg er ikke gået helt i land, selv om Anna Marie frygter, at hun skal parkeres her, mens jeg sejler,” siger han med et stort grin, der indikerer, at begejstringen for stedet, nok skal holde ham tilpas meget på land.

Ud over Anna Maries familiære tilknytning til Grenaa, kendte Søren næsten alene byen og havnen som det faste stop på sejlture, når Anholt var valgt som årets destination.

“Men jeg er blevet mere og mere glad for de kvaliteter, her er.”

Søren fortæller, at selv om det meget er vandet, der trækker, er byen stor nok til, at de selv og deres gæster kan ose rundt i midtbyen en formiddag.

“Vi cykler en del i området, gennem heden og plantagen op til byen. Naturen betyder meget for mig, og vi har nogle forrygende solopgange lige uden for vinduerne.”

Huset sættes i stand

Minimal vedligeholdelse

Både Anna Marie, der arbejder som sygeplejerske på en klinik, og Søren, der er regionschef i entreprenørfirmaet Jorton A/S, har en travl hverdag. De har derfor haft fokus på, at deres nye feriebolig skulle være så vedligeholdelsesfri som muligt.

“Konceptet med en sokkelgrund tiltalte os, fordi kommunen passer resten af området med beskæring og rydning af træer. Vi anlægger heller ikke hæk eller plæne, så det er minimalt, hvad vi selv skal holde.”

Tømrer-udlærte Søren har selv tegnet huset og bygger så meget som muligt selv.

“Der er en masse krav til udformning, størrelse og udtryk i lokalplanen, men vi har smugkigget og samlet inspiration fra andre huse i området,” fortsætter han og slutter af med at fortælle, at også huset bliver så vedligeholdelsesfrit, som det næsten kan lade sig gøre. “Og så har jeg næsten lovet, at vi kan holde nytår i et færdigt sommerhus.”

Læs mere om Grenaa her.